mandag den 18. november 2013

Kvalitet

The Document Foundation har siden etableringen fokuseret meget på oprydning i koden og forbedring af kvaliteten. Det har fra starten været et fokusområde, og kvalitetssikringen hører til i det såkaldte Q&A-team.

Dette team benytter flere forskellige metoder eller værktøjer i arbejdet. Blandt andet er der etableret et rammesystem til unittest, hvilket i bund og grund er automatiske tests som udføres på testversioner inden frigivelsen. Et program som tester et andet program.

Derudover udfører teamet ganske almindelige brugertests, hvor en række prøver gennemføres af testpersoner.

En anden af de metoder Q&A-teamet benytter, er et samarbejde med firmaet Coverity, som scanner kildekoden for mulige alvorlige fejl. I første omgang leverer Coverity en oversigt til The Document Foundation over de mest alvorlige fejl. Denne oversigt er fortrolig, idet visse fejl kan udnyttes til at udvikle ondsindet kode i form af f.eks. virus eller trojanere.

Coverity leverer desuden et statistisk billede i form af antal fejl per 1.000 linjer, hvilket kaldes fejltætheden. Det er et udtryk for, hvor stor eller lille sandsynligheden er for alvorlige fejl i programmet. Fordi Coverity viser at der er en fejl, behøver det ikke betyde at der er noget alvorligt galt, blot at her bør en programmør lige kigge efter en gang.

Siden samarbejdet med Coverity begyndte er der fundet 4.700 sådanne "punkter", hvoraf The Document Foundation allerede har løst omkring 2.100. Det har resulteret i at fejltætheden er reduceret fra 1,11 til 0,84 i den kommende version 4.2.

Resultatet er at LibreOffice har langt færre nedbrud end tidligere, men også at der er mindre sandsynlighed for at LibreOffice kan blive udsat for ondsindet kode, som netop ofte udnytter svagheder i koden.

Kilde: http://www.prnewswire.com/news-releases/libreoffice-improves-software-quality-with-coverity-scan-231896151.html